VerdensbillederVerdensbilleder er hvordan forskellige folk, i forskellige tider, ser på universet. Altså det billede, de forskellige kulturer har dannet sig af omverdenen, specielt det omgivende univers og Jordens placering.
I de ældgamle kulturer i Egypten og Babylon, de tidlige kinesiske og japanske kulturer samt mayakulturen i Mellemamerika havde man allerede årtusinder før vor tidsregnings begyndelse anskaffet sig et indgående kendskab til Solens, Månens og planeternes bevægelser i forhold til fiksstjernehimlen, så at man med dette kunne udarbejde kalendere, hvis nøjagtighed først er overtruffet i de seneste århundreder. Jordens og andre planeters indbyrdes størrelsesforhold havde man dog ingen mulighed for at bedømme. I løbet af antikken blev Aristoteles' geocentriske - med jorden i midten - verdensbillede imidlertid det fremherskende, og dette blev konsolideret, da det blev antaget af kirken. Galilei, Kepler, og Kopernikus var nogle af renæssancens store videnskabsmænd. De fremlagde teorierne om det heliocentriske verdensbillede – i modsætning til det geocentriske, med jorden i midten. Kirken mistede sit intellektuelle magtmonopol og nogle mennesker begyndte at søge viden ad andre kanaler. |